En ung mand kan være død af farligt stof, som blev indtaget via næsespray. Derfor udsender politiet advarsel.

Politi advarer mod farlige næsesprays efter ung mands død

Lyt til artiklen

Man skal ikke tage imod eller købe næsesprays på gadeplan.

Sådan lyder advarslen fra Østjyllands Politi.

Advarslen kommer i en pressemeddelelse, efter at en 23-årig mand døde i Rønde i sidste måned. Mandens dødsfald kan hænge sammen med, at han har indtaget et farligt stof via en næsespray.

Den 23-årige blev fundet død i sit hjem, og politiet mistænkte, at dødsårsagen kunne være narkorelateret.

Der blev foretaget en obduktion og en retskemisk analyse af væsken i næsesprayen, som havde ligget ved siden af ham.

Politiet advarer om farligt stof efter 3 dødsfald på en uge

Ifølge politiet har resultaterne af undersøgelser nu vist, at det farlige stof var både i mandens blod og i sprayen.

Der er tale om et relativt nyt syntetisk opioid-lignende stof.

Politiet er ikke i tvivl om, at den 23-årige mand har indtaget stoffet inden sin død. Men det er ikke endeligt fastslået, hvad han døde af.

I sidste uge fik lokalstationen i Rønde indleveret fem tomme næsesprays, som politiet mistænker for at indeholde det syntetiske stof.

De sprays er ved at blive analyseret. Desuden er der ved analyse af en beslaglagt næsespray i en sag fra Randers fra august fundet det samme stof.

»Vi har et helt klart budskab til borgerne. Lad nu være med at eksperimentere med den slags næsesprays. Det kan være livsfarligt at indtage, siger vicepolitiinspektør Camilla Nielsen i politiets meddelelse.

Politiet skriver, at borgere med oplysninger om stofferne kan kontakte politiet på telefon 114.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her