Det er et mærkeligt paradoks. Klimaminister Dan Jørgensen er den eneste minister i regeringen, der tog den grønne dagsorden seriøst, før den ved klimavalget i 2019 blev folkeeje. Han har et stort internationalt netværk i klimakredse og er protegé af tidligere miljøminister Svend Auken, som i socialdemokratisk optik opfandt klimapolitik i Danmark.
Men den ellers joviale klimaminister er nu blevet til regeringens kronisk sure mand, der skælder ud på venstrefløjen, grønne organisationer og andre med mindre tålmodighed end regeringen på klimaets vegne.




























