Når Danmarks første havplan sidst på efteråret bliver sendt i høring, kan Søfartsstyrelsen imødese et høringssvar noget ud over det sædvanlige: Ni kommuner i Østjylland er gået sammen om at få udarbejdet deres eget forslag til en havplan for den vestlige del af Kattegat – fra Mariager Fjord over Anholt ned til Vejle Fjord.
Kommunerne mener nemlig, at den nationale havplan vil udelade vigtige områder, fordi kysten og kystturisme ikke indgår i den. En forskergruppe under ledelse af professor i marin økologi og modellering Bo Riemann, Aarhus Universitet, er i fuld gang med at udarbejde det faglige grundlag for de ni kommuners plan, et projekt til i alt 1,8 millioner kroner.




























