68-årig cyklist i livsfare efter trafikulykke på landevej

Lyt til artiklen

En 68-årig mand er kommet alvorligt til skade i forbindelse med en trafikulykke i Holstebro.

Det oplyser vagtchef Lars Even fra Midt- og Vestjyllands Politi.

»Det er en alvorlig ulykke. En cyklist kører nordpå ad Hjermvej, og det samme gør en bilist. Så rammer bilisten cyklisten«, siger han.

Da den 68-årige blev hentet af en lægehelikopter, var han i livsfare. Han er blevet fløjet til Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Den kvindelige bilist er ifølge vagtchefen meget chokeret på grund af ulykken.

Hjermvej er spærret i begge retninger, mens politiet er på stedet. En bilinspektør er blevet tilkaldt for at undersøge de nærmere omstændigheder ved ulykken.

Det er kutyme i trafikulykker, hvor en eller flere er kommet alvorligt til skade.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her