Først på ugen blev en 12-årig dreng væltet omkuld, sparket og slået af en større gruppe unge nær en skole i Hjørring. Episoden blev filmet, og den er også blevet delt på sociale medier, oplyser Nordjyllands Politi.
Fredag advarer politiet unge og deres forældre om at deltage i spredningen af optagelserne af volden. Det kan nemlig være strafbart, hedder det i en pressemeddelelse.
»Den deling skal stoppes«, siger vicepolitiinspektør Sune Myrup fra Nordjyllands Politi.
En person er allerede blevet sigtet for at overtræde straffelovens bestemmelse om unødig krænkelse – paragraf 264 d. Videoen florerer blandt flere unge på i hvert fald to skoler, oplyser politiet i pressemeddelelsen. Heri opfordres forældre til at tale med deres børn om de sociale medier og om, hvad man deler med andre.
Efterforskningen af det digitale spor fortsætter, lover vicepolitiinspektøren, men derudover skal også det voldelige overfald, som blev optaget på flere mobiltelefoner, og som skete nær Højene Skole, opklares.
I den forbindelse er tre unge på 13, 14 og 15 blevet afhørt. Deres forældre har også været med, lyder det.
ritzau


























