En uopklaret dansk skattesag om en kvart milliard kroner var med til at skabe international mistanke mod selskaber, som den danske advokat Lars Phillip Comerford styrede fra sit kælderkontor på Alhambravej på Frederiksberg.
I sagen måtte både Skat og politiet opgive at komme til bunds i et konkursramt selskab, som skyldte 256 millioner kroner til Skat. Mere end 200 millioner kroner var forsvundet fra selskabet, uden at man kunne se, hvor de var blevet af. Phillip Comerford, som administrerede selskabet, forklarede i retten, at han havde afleveret selskabets samlede bogføringsmateriale til en vis Valdemar Dutski, som han i øvrigt ikke kunne oplyse noget som helst om.




























