Dette er historien om tre mænd, som risikerer at få skylden for det, der kaldes danmarkshistoriens største svindelnummer. De sad med ansvaret i toppen, mens formodede udenlandske svindlere i løbet af tre år hentede mindst 12,7 milliarder kroner i den danske statskasse, uden at nogen opdagede det.
To af de tre mænd er allerede blevet afhørt af den kommission, som har til opgave at undersøge, om nogen skal bære ansvaret for, at ingen førte kontrol, mens milliarderne fossede ud fra et lille kontor hos Skat i Høje-Taastrup. De to var begge overbeviste om, at ansvaret ikke var deres.




























