Skatteministeriets interne revision blev lagt på is, da Jens Brøchner kom til som departementschef i maj 2012. Uklare procedurer i ministeriet medførte, at Brøchner ikke fik alle kritiske revisionsrapporter forelagt. Tilsammen betød det, at alvorlige advarsler om den mangel på kontrol, som førte til den 12,7 milliarder kroner dyre udbytteskandale, gik under topchefens radar.
Departementschefen opdagede heller ikke, at Skat i mange tilfælde slet ikke havde løst problemer, som intern revision pegede på, men alligevel lukkede sagerne, som om de var løst. Selv om det var hans ansvar at holde øje med det, fandt Jens Brøchner først ud af, at det forholdt sig sådan, da det var alt for sent, og formodede udenlandske svindlere var løbet med milliarderne.




























