Mandag aften er regeringen sammen med Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet blevet enige om en aftale, der fastslår et forbud mod minkavl indtil 2022. Samtidig har partierne givet lov til, at alle danske mink skal aflives.
Her er, hvad du skal vide om den nye minkaftale:
Forbud mod mink
Partierne er blevet enige om, at det er forbudt at holde mink frem til 31. december 2021. Det betyder derfor også, at de avlsdyr, som der ellers tidligere har været tale om skulle have lov at leve, også skal aflives.
I perioden frem til 2022 er det heller ikke lovligt at transportere levende mink til og fra Danmark.
Aflivning af mink
Partierne har her til aften givet lovhjemmel til at aflive alle danske mink.
Beslutningen om masseaflivningen af mink blev allerede præsenteret 3. november, men det er først nu, det er lykkedes regeringen at få lovhjemmel til at fuldføre aflivningen af mink.
Bonus for hurtighed
Udover den erstatning, som skal betales til minkavlerne for nedlæggelsen af deres erhverv, så bliver avlerne stillet en såkaldt »tempobonus« i udsigt.
Det betyder, at hvis de formår at slå alle deres mink ihjel inden 19. november i år, så får de 30 kroner per død mink.
Udover de 30 kroner kan avlere i kommunerne Hjørring-, Brønderslev-, Frederikshavn-, Thisted-, Jammerbugt-, Vesthimmerland- og Læsø Kommune se frem til yderligere 10 kroner i bonus, som allerede har aflivet alle deres mink inden 12. november.
Det oplyser erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.




























