Det er ikke til at begribe. Men Danske Bank har åbenbart troet, at det ville være muligt at skjule i lang tid, at tusindvis af inkassokunder i årtier var blevet ført bag lyset med stærkt fejlbehæftede opkrævninger.
Men TV 2 og Berlingske Tidende kunne tirsdag dokumentere, sågar med lydoptagelser, at det var indholdet i den kommunikationsplan, som banken udarbejdede i sommer. De berørte kunder skulle orienteres først, og så måtte offentligheden vente til passende lejlighed.


























