To mænd er dræbt i en færdselsulykke forårsaget af en spøgelsesbilist tirsdag aften nær Aarhus, siger politi.

To døde i frontal kollision, da spøgelsesbilist kørte ud på motorvej

Lyt til artiklen

En færdselsulykke på Herningmotorvejen ved Harlev vest for Aarhus sent tirsdag aften har resulteret i, at to mænd har mistet livet.

Det fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi Peter Tholstrup natten til onsdag.

Politiet kan ikke oplyse nærmere om de dræbte, da der mangler endelig identificering fra pårørende.

»Men ud fra de effekter, der er fundet på de afdøde, peger meget i retning af, at de er, hvem vi antager, de er, og derfor har vi også taget kontakt til familierne«, siger vagtchefen.

Ulykken, der blev anmeldt tirsdag klokken 22.02, blev udløst af en spøgelsesbilist, der kørte i vestgående retning i det østgående spor.

»Vedkommende kolliderer frontalt med en modkørende«, siger Peter Tholstrup.

De to dræbte mænd sad i de to biler, der kørte frontalt sammen.

I alt var fire personer i fire forskellige biler impliceret i ulykken. De to andre bilister slap uden skader.

Motorvejen blev spærret i begge retninger efter ulykken.

Kort før midnat oplyste Østjyllands Politi på Twitter, at bilinspektøren og politiet fortsat arbejder på stedet, og at motorvejen fortsat er spærret i begge retninger.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her