Jakob Ellemann-Jensens forsøg på at parkere Instruktionskommissionens konklusioner i tænkeboks på ubestemt tid er i Venstres indre organer blevet udfordret af både næstformand Inger Støjbergs tro væbnere på den ene side og hendes modstandere i partiet på den anden.
Såvel gruppemødet som hovedbestyrelsesmødet var tilrettelagt som rene orienteringsseancer, hvor Inger Støjbergs bisidder, advokat Nicolai Mallet, skulle gennemgå konklusionerne. Der var således ikke lagt op til en politisk drøftelse.



























