Statsministeriet indkalder til pressemøde klokken 18 om covid-19-situationen i Danmark. Det skriver statsministeriet i en pressemeddelelse.
Indkaldelsen kommer, efter at onsdag bød på det højeste antal smittetilfælde i Danmark under epidemien, da 3692 blev konstateret smittet på et døgn.
Samtidig er antallet af indlagte med coronavirus nu tæt på niveauet i april, og antallet af dødsfald er det højeste siden starten af maj. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI) onsdag.
De seneste uger er regeringen løbende kommet med nye restriktioner i takt med, at smitten med covid-19 har spredt sig hastigt.
Tidligere i dag har flere medier skrevet, at der er nye coronatiltag på vej.
Til Ekstra Bladet har Nye Borgerliges sundhedsordfører, Lars Boje Mathiesen, sagt:
»Vi er blevet varslet om, at der kommer et møde, efter at partilederne er blevet orienteret. Men vi ved ikke præcist, hvad mødet handler om«.
»Vi ses senere på dagen«
Ritzau har været i kontakt med en række sundhedsordførere og partiledere. Her er meldingen, at man hverken kender tidspunkt for møde eller den specifikke dagsorden.
Forud for et møde i Folketingssalen onsdag klokken 13 sagde statsminister Mette Frederiksen (S) følgende til spørgsmålet om, hvilke tiltag danskerne skal forvente:
»Vi ses senere på dagen«.
Adspurgt af TV 2 hvilke tiltag danskerne skal forvente, svarede Mette Frederiksen forud for et møde i Folketingssalen:
»Vi melder ud, når vi er klar«.
Bliv klogere her: Hvor galt står det til? Er epidemien løbet løbsk eller under kontrol?Så sent som i går blev en række skærpede coronarestriktioner bredt ud til samtlige kommuner fra i dag klokken 16, og Mette Frederiksen udtrykte på Facebook stor bekymring over de seneste dages stigning i coronasmitten.
Restriktionerne betyder, at man snart ikke kan gå på bar og få et glas gløgg i Nordjylland. Og at der ikke er julefrokoster på restauranter i Esbjerg, som heller ikke var med i de første runder af restriktioner.
Restriktionerne betyder også, at elever i folkeskolen fra femte klasse og op undervises hjemme.
Efter planen gælder restriktionerne frem til 3. januar.
ritzau
fortsæt med at læse



























