I 100 meter lange og 3 meter brede render ligger mere eller mindre opløste minkkroppe begravet i to militærområder nær Karup og Holstebro. Massegravene, de største til dyr i danmarkshistorien, er i alt fire kilometer lange, og ifølge eksperter fra DTU er kropsvæsker fra minkene allerede begyndt at sive ned i grundvandet.
Et notat fra Fødevarestyrelsen viser, at det kommer til at koste mindst 100 millioner kroner at grave minkene op og køre dem til forbrænding. Regningen kan måske formindskes en smule ved at lade kroppene forblive 2,5 meter under jordoverfladen i seks måneder. Så tør Statens Serum Institut og Københavns Universitet godt garantere, at de er fri for virus.



























