Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) formåede tirsdag endnu en gang at gøre de borgerlige glade og støttepartierne vrede. Nemlig med forslaget om, at det fremover som udgangspunkt skal udelukke udlændinge på livstid fra at få statsborgerskab i Danmark, hvis de på et tidspunkt har fået en betinget eller ubetinget fængselsstraf. Kun hvis et flertal af politikerne i Folketingets Indfødsretsudvalg siger OK til det, skal reglen kunne fraviges.
»I dag er hovedreglen, at man kan få statsborgerskab, når der er gået et antal år, efter at man har fået en fængselsdom. I fremtiden vil det være undtagelsen«, forklarer Tesfaye, der peger på eksempelvis en kort fængselsdom for knallerttyveri eller graffitimaleri for mange år siden.


























