Politi var massivt til stede på Østerbro, hvor to blev ramt af skud. Ingen er kommet kritisk til skade.

To personer ramt af skud på Østerbro i København

    Politiet undersøger Hans Knudsens Plads på Østerbro, efter to blev såret ved et skyderi.   Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Politiet undersøger Hans Knudsens Plads på Østerbro, efter to blev såret ved et skyderi. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

To personer er blevet ramt af skud på Østerbro i København.

Det bekræfter Københavns Politi tirsdag aften over for B.T.

»21.26 får vi en anmeldelse om, at en forurettet er ramt af skud. Herefter viser det sig, at der er tale om to personer, der er blevet ramt«, siger vagtchef Michael Andersen til B.T.

Avisen skriver desuden, at politiet er massivt til stede.

Vagtchef Henrik Stormer oplyser natten til onsdag til Ritzau, at ingen af de to personer er kommet kritisk til skade.

Efterforsker bredt

Politiet leder fortsat efter gerningsmændene, fortæller han.

Central efterforskningsleder Baris Tuncer siger til Ritzau, at det endnu ikke kan fastslås, om skyderiet er banderelateret.

Politiet har foretaget tekniske undersøgelser, afhørt vidner og efterforsker fortsat »bredt«, fortæller han.

Skyderiet er sket ved Hans Knudsens Plads.

Tidligt onsdag morgen er undersøgelserne i området ved at være afsluttet, oplyser den centrale efterforskningsleder.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her