Ved årets sidste pressemøde markerede regeringen og sundhedsmyndighederne forlængede restriktioner, og fortsætter derved den nuværende nedlukning frem til 17. januar. Det betyder lukkede restauranter, cafeer, massører, frisører, biografer, idrætsanlæg og mere fjernundervisning.

Overblik: Her er dit coronaliv frem til 17. januar

Restauranter og cafeer må ikke holde åbent og servere for gæster, men de må stadig gerne sælge take-away. Foto: Miriam Dalsgaard/POLFOTO
Restauranter og cafeer må ikke holde åbent og servere for gæster, men de må stadig gerne sælge take-away. Foto: Miriam Dalsgaard/POLFOTO
Lyt til artiklen

De tomme stole i biografer, restauranter og hos frisører landet over må forblive tomme to ekstra uger.

Det var hovedbudskabet fra årets sidste pressemøde tirsdag aften.

For situationen i forhold til smittetal, indlæggelser og dødstal er nu mere alvorlig, end den var i foråret.

Og den røde kurve, som vi frygtede i foråret, kan blive til virkeligheden i de kommende uger og måneder, advarede statsminister Mette Frederiksen borgerne i Danmark på pressemødet. Med andre ord:

»Vi skal have vendt udviklingen igen, og uanset hvilke restriktioner og uanset nedlukninger vi indfører, så står og falder det med, hvordan vi hver i sær påtager os opgaven«, lød det fra statsministeren.

Så hvilke regler gælder nu, og hvilke gør ikke frem til 17. januar? Her følger en oversigt.

Lukkede skoler og uddannelser

Elever og studerende på alle skoler og uddannelser skal fortsat modtage undervisning i eget hjem, den såkaldte fjernundervisning. Dette gælder for folkeskolen, ungdomsuddannelser, videregående uddannelser og for voksenuddannelser. Men restriktionerne rammer nu også skolebørn i 0.-4. klasse, der fra 3. januar nu også skal fjernundervises.

Åbne daginstitutioner

Du kan stadig få passet de helt små børn i daginstitutioner. Det skyldes ifølge Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, at børn i den alder hverken er i en betydelig risiko for at blive syge, eller for at drive smitten videre.

Arbejd hjemmefra

Både privatansatte og offentligt ansatte i ikke-kritiske funktioner bør stadig arbejde hjemmefra, lød det fra statsministeren.

Begrænsede fritidsaktiviteter

Dyrker du normalt sport i din fritid, bliver du også begrænset af gældende regler frem til 17. januar. Det betyder, at alle indendørs idræts- og kulturanlæg skal holde lukket. Det gælder blandt andet svømmehaller, legelande, fitnesscentre, teatre, museer, biografer, biblioteker, spillehaller, kasinoer og foreningslokaler.

Du må stadig gerne spille en fodboldkamp. Det skal dog foregå udendørs, og man må højst være 10 mand på banen.

Er du elitesportsudøver, gælder andre regler. Her må du benytte idrætsfaciliteterne, der ellers er lukkede for offentligheden.

Butikker vil fortsat være lukkede

Reglerne om indkøb fortsætter. Det betyder, at indkøbscentre, detailbutikker og udvalgsvarebutikker som byggecentre fortsat vil være lukkede. Supermarkeder og apoteker vil fortsat være åbne.

Take-away fra restauranter og cafeer

Både restauranter og cafeer skal fortsat holde lukket. De må dog stadig sælge take-away.

Liberale serviceerhverv fortsat lukkede

Du kan ikke blive klippet eller drive frisørsalon frem til 17. januar. Frisører, massører og de andre liberale serviceerhverv skal alle fortsat holde lukket.

Jens Valbjørn Stavnsbjerg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her