Som led i forlængelsen af nedlukningen har Rigspolitiet indstillet køre- og teoriprøver til 17. januar.

Køre- og teoriprøver indstilles i yderligere to uger

Foto: Tobias Selnæs Markussen/POLFOTO
Foto: Tobias Selnæs Markussen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Køreskoleelever må fortsat vente noget tid på at kunne få kørekortet. Alle køre- og teoriprøver indstilles nemlig foreløbigt til og med 17. januar, oplyser Rigspolitiet på Twitter.

Prøverne var allerede indstillet frem til og med 3. januar. Men i forbindelse med regeringens forlængelse af nedlukningen forlænges også indstillingen af landets køre- og teoriprøver. Indstillingen af prøverne sker af hensyn til smittesituationen, der i perioder af december har været på sit værste under hele epidemien.

Rigspolitiet gør opmærksom på, at der dog fortsat skal gennemføres prøver til storvognskategorierne. Det drejer sig eksempelvis om lastbiler og busser.

Teoriprøven er en teoretisk prøve, som eleverne skal bestå, før de kan få lov at tage kørekortet. Prøven tager cirka en halv time og tester elevernes viden inden for færdsel og trafik. Man skal have gennemført 29 teorilektioner, før man må tage prøven. Både teori- og køreprøve afholdes ved ens lokale politis prøvested.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her