Letbanens tog i Aarhus stod tirsdag morgen stille i flere timer. Bomstille.
Og årsagen er vejret. Nærmere bestemt kulde. Det var nemlig frost på køreledningerne, som skabte problemer for trafikken på letbanen.
I løbet af formiddagen er det dog så småt lykkedes at få togene i gang igen.
Det oplyser Midttrafik, der står for driften af letbanen.
»Letbanen har genoptaget kørslen på alle strækninger, men vi skal frem til cirka klokken 12.15, før der kan forventes helt normal drift«, lyder det på Midttrafiks hjemmeside.
Der vil køre erstatningsbusser, indtil driften igen er helt normal.
Selskabet beklager ulejligheden.
Frostvejr driller - og det er ikke første gang
Det er langtfra første gang, at frostvejr driller letbanens tog. Også blade fra løvfald har tidligere skabt kaos på skinnerne.
Letbanen kører på strækningen Odder-Aarhus-Grenaa og er Danmarks første letbane.
Aarhus Letbane er ejet af Aarhus Kommune og Region Midtjylland.
Letbanen kørte første gang med passagerer i slutningen af 2017, og strækningen til Grenaa blev åbnet i april 2019.
Den samlede pris for letbanen er løbet op i omkring fire milliarder kroner.
ritzau
fortsæt med at læse
»Det er uheldigt, at man har en forsøgsordning, hvor det er svært at komme til at forsøge noget som helst«
-
Rødt blink fungerede før dødsulykke på Djursland
-
Krav om mundbind i offentlig transport: Hos jysk trafikselskab kan du køre med, selvom du nægter at bære mundbind
-
Aarhusianere om mundbind: »Jeg tog egentlig den beslutning i går, og nu kom kravet i dag, så det er vist bare et tegn på, at det er fornuftigt«




























