En person er blevet kørt til Aalborg Sygehus i kritisk tilstand, efter at vedkommende i en varebil havde påkørt en holdende lastbil på motorvejen.
Det skriver Nordjyllands Politi på Twitter.
Uheldet skete klokken 07.15 fredag morgen i motorvejens sydgående bane mellem Svenstrup og Støvring.
Det resulterede i, at motorvejen blev spærret, og bilister blev opfordret til at køre af den, inden de nåede til uheldsstedet.
Politiets og beredskabets udrykning fik dog hurtigt mere at se til.
Klokken 7.53 skrev Nordjyllands Politi på Twitter, at endnu et uheld har fundet sted i sydgående retning ved afkørslen ved Svenstrup.
Én person sidder teknisk fastklemt, efter at tre personbiler er kørt sammen. Politi og redning er til stede på stedet.
ritzau
fortsæt med at læse



























