En 35-årig kvinde og hendes to børn har natten til mandag mistet livet i en brand i et hus i Østrup i Vesthimmerland.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Huset var fyldt med røg, da brandvæsen og politi ankom til stedet efter at være blevet alarmeret klokken 04.29.
Det var røgdykkere, der fandt kvinden og børnene - en dreng på fire og en pige på syv år - livløse i huset. Familien blev forsøgt genoplivet på stedet, men deres liv stod ikke til at redde.
De nærmeste pårørende er underrettet.
- Det er meget tragisk. Vi er i gang med de tekniske undersøgelser af ejendommen nu, og det kommer vi til at arbejde med det meste af dagen, siger vicepolitiinspektør Henrik Skals fra Nordjyllands Politi i meddelelsen.
- Derfor kan vi på nuværende tidspunkt ikke sige noget om årsagen til branden og den kraftige røgudvikling.
Østrup er en by med knap 300 indbyggere, der ligger otte kilometer syd for Aars i Vesthimmerland Kommune.
/ritzau/
ritzau




























