Et nyt udspil til begrænsning af trafikken i København skal sikre renere luft og byrum, der øger livskvaliteten i byen, siger overborgmester Lars Weiss (S). Bilejernes forening, FDM, er ikke imponeret.

I fodsporene på Hæstorp: Københavns overborgmester lægger op til vejlukninger og forbud mod ældre biler

Foto: Marius Renner/POLFOTO
Foto: Marius Renner/POLFOTO
Lyt til artiklen

Osende biler kører en svær fremtid i møde i København. For at sikre københavnerne renere luft og et byrum, der øger livskvaliteten, lægger overborgmester Lars Weiss (S) i et nyt udspil op til et opgør med bilernes dominans i hovedstaden.

Det skiver Berlingske mandag.

»Bilerne skal spille en mindre rolle i byen, end de gør i dag,« siger han til avisen.

Ifølge udspillet skal nogle veje i København lukkes helt. Beboelseskvarterer skal indrettes, så man stopper gennemkørende trafik. Og når det gælder de mest forurenende biler, skal de slet ikke have lov at køre på København gader og veje.

Udspillet skal samtidig sikre, at de biler, der kører i byen, er grønnere.

Der skal gøres noget nu

Overborgmester Lars Weiss siger til Berlingske, at formålet med udspillet grundlæggende er, at det skal være trygt for københavnerne at trække vejret.

Byens luftforurening skal registreres bedre: »Det kræver politisk mod at sætte luftkvaliteten over biler og hyggebrændeovne«

Han forklarer, at hovedparten af de vejstrækninger, hvor man bevæger sig lige på grænsen af de tilladte niveauer for partikelforurening, ligger i København.

»Derfor skal der gøres noget nu«, siger han til Berlingske.

Blandt forslagene i udspillet er at lukke Vesterbrogade foran Tivoli og dele af Københavns gamle bykerne kaldet Middelalderbyen.

Ved skoler i tætbebyggede områder skal biler formenes adgang i morgen- og eftermiddagstimerne, så det bliver sikrere for de yngste at cykle og gå i skole. Beboelseskvarterer skal indrettes som såkaldte trafikøer, så der bliver sat en stopper for gennemkørende bilister.

Nedlæggelse af p-pladser

Samtidig skal miljøzonerne skærpes, så de ældste dieselbiler udelukkes fra byen. Andre zoner skal indrettes, så det kun er 0-emissionskøretøjer, der må færdes i området. Endelig skal borgere, der skrotter deres gamle dieselbiler, have en forhøjet skrotpræmie.

Hos bilejernes forening, FDM, har afdelingschef Torben Lund Kudsk forståelse for, at forureningen og trængslen i København skal mindskes. Men han savner en konkretisering af, hvordan man vil bevare mobiliteten, siger han til Berlingske.

Amager bliver prøveklud: De lokale skal i ly for luftforurening

Det er kun et par uger siden, at Socialdemokratiet i København vedtog et valgprogram, der lægger op til, at »nedlægge en tredjedel af gadeparkeringspladserne frem til 2025«.

Det skal få færre københavnere til at købe bil, og formålet er at reducere udslippet udslippet af sundhedsskadelige partikler og mindske trængslen.

I et interview med Politiken sagde Sophie Hæstorp Andersen (S), der er spidskandidat til posten som overborgmester, blandt andet:

»Når vi nedlægger mere gadeparkering, får vi plads til at udvide cykelstier og grønne byrum«.



Claus Paaske

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her