Politiet undersøger skud foran etageejendom. Vidner opfordres til at melde sig.

Tre mænd og kvinde anholdt i Mercedes efter skyderi på Frederiksberg

Lyt til artiklen

Der var lørdag morgen skyderi på Wilkensvej på Frederiksberg, og tre mænd og en kvinde blev kort efter anholdt i sagen.

De fire kom kørende ad Roskildevej på vej væk fra byen, da de blev stoppet cirka 20 minutter efter skyderiet, som politiet fik anmeldelse om klokken 7.14.

I Københavns Politi siger den centrale efterforskningsleder, Espen Godiksen, at de fire sigtes for forsøg på manddrab.

Gruppen kom kørende i en sort Mercedes Benz E 270 CDI.

Hører gerne fra vidner

Politiet mener, at skud blev affyret enten fra bilen eller i tilknytning til bilen.

»Vi er meget interesseret i at høre fra vidner, der har set bilen i området«, siger Espen Godiksen.

Lørdag formiddag ønsker han ikke at fortælle, om politiet fandt våben, da bilen blev stoppet.

Om der er et eller flere tiltænkte ofre i sagen, har Espen Godiksen heller ikke kommentarer til.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her