Statsminister Mette Frederiksen (S) smilede stolt, da hun foran Øksnehallen trådte frem foran den inviterede presse. »Det er jo helt fantastisk«, sagde hun og pegede tommelfingeren bagud mod de interimistiske faciliteter, hvor der fredag blev sluset 5.000 borgere igennem som led i en tryktestning af systemet til at vaccinere masserne.
»Det er skønt«, sagde Frederiksen, »at møde danskere med tårer i øjnene, og som er helt lettede. Jeg har lige talt med en kvinde, der har kræft, og som nu er vaccineret, mens andre har måttet isolere sig nu igennem et år, fordi de er i risikogruppen. Det er jo en form for frihedsbrev at få det stik«.




























