Den anden debat om de danske statsborgere i Syrien på bare 24 timer viser onsdag tydeligt, at regeringen står i midten af et splittet Folketing, hvad angår spørgsmålet om de mindst 19 danske børn, der befinder sig i de kurdisk styrede flygtningelejre i Syrien.
På den ene side står regeringens støttepartier i fælles front og forlanger, at regeringen henter børnene hjem. For både Enhedslisten, SF og Radikale Venstre gælder det også, selv om man i nogle tilfælde risikerer at få deres forældre, som selv har valgt at rejse til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat, med hjem.


























