På rådhuset i Fredensborg er der stille, og mange af skrivebordene står ubenyttede hen. De fleste ansatte arbejder hjemmefra, forklarer borgmester Thomas Lykke Pedersen (S), der selv har fået travlt, efter antallet af smittede borgere i Fredensborg i sidste uge tog et gevaldigt spring opad. I lørdags nåede kommunen op på 82 smittede og et af landets højeste smittetal per 100.000 borgere, kun overgået af Ishøj.
»Vi har ikke nogen forklaring på, hvordan det kunne ske. For tre uger siden lå vi nummer 15 på listen over smittede i kommunerne, og så bing, ligger vi pludselig nummer to«, siger borgmesteren.




























