Fremtidige besparelser i det offentlige vil ramme sjældne dyre- og plantearter, som vi ellers har lovet at beskytte. Det frygter en række medarbejdere i Miljøstyrelsen, fortæller en af deres tillidsmænd – og han bakkes op af både Danmarks Naturfredningsforening og et fagforbund.
»Hvis vi ikke har midler nok til at overvåge, hvor de beskyttede dyre- og plantearter befinder sig, er det sværere at lave den rette indsats for at beskytte dem«, siger Tue Stenholm Jakobsen, som er søbiolog og tillidsrepræsentant ved Miljøstyrelsen Midtjylland.




























