Bred politisk aftale nedsætter taskforce, der skal komme med forslag til at hente børn hjem. Enhedslisten forlod forhandlinger i vrede.

Aftale på plads: Regeringen vil forsøge at hente danske børn hjem fra Syrien

Kurdiske soldater overvåger syriske familier i Al-Hol-lejren. Foto: Delil Souleiman/Ritzau Scanpix
Kurdiske soldater overvåger syriske familier i Al-Hol-lejren. Foto: Delil Souleiman/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Situationen for de danske børn i Syrien skal sættes yderligere under lup med henblik på at hente børnene til Danmark.

Regeringen har tirsdag formiddag indgået en bred politisk aftale om at nedsætte en tværministeriel taskforce, der skal undersøge mulighederne for at evakuere børnene til Danmark uden deres forældre.

Gruppen af embedsmænd får navnet »Task Force Evakuering«, og bag aftalen står foruden regeringen de to støttepartier Radikale Venstre og SF samt Venstre, de konservative og Liberal Alliance.

Målet med arbejdet er, at børn af danske forældre kan komme til Danmark hurtigst muligt, fremgår det af aftalen.

»Det er klart for enhver, at vi kommer fra forskellige udgangspunkter i den her sag. Men dét, vi alle har til fælles, på tværs af standpunkter ift. forældrene er, at vi gerne vil hjælpe børnene. Dét fælles ønske, er vi nu blevet enige om at udmønte i en række tiltag der kan hjælpe børnene både på kort og længere sigt«, udtaler udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i en skriftlig kommentar til aftalen.

Det fremgår af aftalen, at eventuelle evakueringer af danske børn fra de syriske fangelejre skal ske baseret på individuelle vurderinger og med sikkerhedsmæssigt forsvarlige metoder.

Enhedslisten forlod forhandlinger

Regeringen spillede i fredags ud med sit første udkast til en aftale om en plan for de danske børn i Syrien.

Her fremgik det af et regeringsnotat, som Politiken omtalte mandag, at regeringen alene vil forsøge at hente børn - og altså hverken mødre eller fædre - til Danmark.

Den største ændring fra notatet til selve aftaleteksten er, at taskforcen nu skal afslutte sit arbejde seneste 15. maj og ikke 1. juni, som regeringen oprindeligt foreslog.

Når taskforcen nedkommer med sine forslag, indkalder regeringen til nye »politiske konsultationer«, som det formuleres i aftaleteksten.

Enhedslisten har uden held forsøgt at få større indrømmelser med i aftalen og har valgt ikke at gå med i aftalen.

Partiet betragter aftalen som en blind vej for børnene i Syrien, da det efter EL’s opfattelse bliver nærmest umuligt at få hentet børn hjem fra de syriske lejre uden deres mødre.

»Vi har – og myndighederne har – allerede vendt hver en sten i det spor, der hedder at få børnene hjem uden mødrene. Og det virker fuldstændig umuligt. Så derfor forstår jeg ikke, hvorfor der skal spildes endnu mere tid på det spor. Og jeg er dybt bekymret for, om regeringen er på vej til at føre flere partier ned ad en blindgyde«, siger Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, til Politiken.

»Jeg er rigtig bange for, at man med den her aftale forsøger at lægge låg på en syltekrukke, og at regeringen i virkeligheden bare trækker tiden ud til stor skade for de børn, der sidder nede i lejrene i Syrien«, tilføjer hun.

Til gengæld glæder Liberal Alliance sig.

Partileder Alex Vanopslagh foreslog for nylig netop en model, hvor de relevante danske myndigheder undersøger, om det er muligt at hente børn hjem fra lejrene uden deres mødre. Det er der nu bred enighed om i Folketinget.

»Det er LA-politik, regeringen gennemfører, og det er jo en sjældenhed. Den bedst tænkelige løsning er den, hvor børnene kommer hjem uden mødre, og hvor man opsøger mødrene og hører, om de frivilligt vil give afkald på børnene. Det, håber vi, kan lade sig gøre«, siger Alex Vanopslagh til Politiken.

Johan Blem Larsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her