Efterårets WorldPride-parade i København aflyses på grund af restriktioner, oplyser arrangør i en meddelelse.

Restriktioner aflyser stor prideparade i København

Foto: Andreas Haubjerg/POLFOTO
Foto: Andreas Haubjerg/POLFOTO
Lyt til artiklen

Det har været på tegnebrættet i flere år, men coronarestriktionerne tvinger nu det store prideevent WorldPride til at ændre form. Den store parade i København 21. august aflyses derfor, oplyser arrangøren, Happy Copenhagen, i en pressemeddelelse.

I stedet arrangeres flere mindre begivenheder under arrangementet, så der leves op til restriktionerne i samfundet. Den store Pride-scene erstattes af mindre arrangementer rundt i byen og livestreamede koncerter for 5000 siddende gæster.

»Vi havde jo håbet på 35.000 mennesker på Rådhuspladsen, men det er ikke længere en mulighed. Så festen bliver ikke lige så stor, men budskabet bliver det samme«, siger Benjamin Hansen, næstforperson og direktør for Copenhagen 2021, som blandt andet omfatter pridefestivalen WorldPride.

Ventede en million besøgende

WorldPride er et internationalt LGBTI+arrangement og det hidtil største af sin slags på dansk jord. LGBTI+ er en forkortelse for homoseksuelle, biseksuelle, transkønnede, interseksuelle og andre seksuelle og kønsrelaterede minoriteter. WorldPride afholdes sammen med LGBTI+-sportseventet EuroGames fra 12. til 22. august. Der var ventet op mod en million besøgende.

Efter fem års planlægning ærgrer det Benjamin Hansen, at der skal skrues ned. Der lægges dog stor vægt på at leve op til restriktionerne:

»Vi kan ikke på samme måde få verden til København, så derfor arbejder vi med digitale formater, så vi kan få København ud til verden«.

For danskerne og de tilrejsende vil der stadig været arrangementer – og de lever op til restriktionerne.

»Det vil sige, at vi har færre mennesker samlet på samme sted, men spredt ud over byen. Vi har stærke samarbejder med kulturinstitutionerne, og så har vi stadig 29 spillesteder, som er spredt ud over byen, hvor vi kan kontrollere menneskemængderne«, siger direktøren.

Malmø i Sverige afholder også flere arrangementer. Flere er dog allerede flyttet til alternative steder, og de påvirkes derfor ikke.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her