En 25-årig mand blev sidste år skudt ved Jydsk Væddeløbsbane. En 41-årig mand er blevet tiltalt for drab.

41-årig tiltalt for drab ved aarhusiansk travbane

Foto: Marie Ravn/Marie Ravn
Foto: Marie Ravn/Marie Ravn
Lyt til artiklen

En 41-årig mand er tiltalt for et skuddrab, der skete ved Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus 22. juli sidste år.

Offeret var en 25-årig mand, og drabet skulle angiveligt bunde i narkohandel, som skulle finde sted ved travbanen.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge anklageskriftet ville den 41-årige købe 50 kilo hash, men han endte med at dræbe en af de mænd, som var dukket op ved travbanen som aftalt.

Ud over drabet er den 41-årige også tiltalt for at brænde to biler af, da han flygtede efter drabet.

»Det er en meget alvorlig og voldsom sag«, siger specialanklager Birgitte Ernst i pressemeddelelsen.

To personer - en 42-årig mand og en 46-årig mand - har allerede tilstået deres roller i den planlagte narkohandel.

En 45-årig mand, som var med til at arrangere mødet, men ikke selv dukkede op, og to mænd på 22 og 25 år er også tiltalt. De er tiltalt for narkohandel under særligt skærpende omstændigheder.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her