Region Sjælland lukker 1. juni det særlige coronaberedskab og går tilbage til normal drift.
Det betyder, at coronaafdelingerne på regionens sygehuse lukker. Patienterne vil blive behandlet på de almindelige medicinske afdelinger.
Det skyldes, at antallet af indlagte coronapatienter er lavt, oplyser regionen i en pressemeddelelse.
»Vi begynder at kunne se effekten af vaccinationerne, og at vi er på vej til at have vaccineret alle på plus 50 år første gang«, siger koncerndirektør Leif Panduro Jensen.
Da Region Sjælland havde flest coronapatienter i januar, var flere end 180 personer indlagt.
Torsdag var der til sammenligning indlagt 20 personer med corona på regionens sygehuse.
Selv om sygehusene lukker det særlige beredskab, kan de på kort tid aktivere det igen, hvis det skulle blive nødvendigt.
»Vi kan aktivere beredskabet og etablere flere senge på 72 timer«.
»Vi følger pandemien, og hvordan den udvikler sig, og vi holder øje med myndighedernes og vores egne registreringer, så vi er klar til at reagere, hvis det bliver nødvendigt«, siger Leif Panduro Jensen.
149 er indlagt med corona i Danmark
Den umiddelbare vurdering er, at regionen ikke står foran en ny bølge af indlæggelser.
»Vurderingen er, at antallet af covid-indlæggelser holder sig på et lavt niveau hen over sommeren, så sygehusene kan blive i normal drift«, siger koncerndirektøren.
Landet over er antallet af coronapatienter faldet drastisk sammenlignet med toppunktet i januar.
Aktuelt er der således 149 personer indlagt med corona.
Til sammenligning var der 964 indlagte 4. januar i år.
ritzau
fortsæt med at læse




























