Hættemåger myldrer rundt på den lille grusvej og er ikke meget for at flytte sig, når man kommer kørende. Små, dunede unger trykker sig i græsset eller søger ly i brændenælderne på bredden af dammen ved vejen.
Vi er på Sprogø, hvor luften på denne tid af året er tyk af mågeskrig, fordi et voksende antal fugle finder et fristed på den lille ø. Passage af 35.000 biler i døgnet plus en del togtrafik er ingen hindring.




























