De farlige kvinders ø

Fra 1923 til 1961 var Sprogø ø-anstalt for »seksuelt løsagtige« og »moralsk defekte« kvinder, der blev isoleretfra det omgivende samfund, helt i tråd med samtidens socialhygiejniske forestillinger om at forhindre udbredelse af dårligt arvemateriale. Nu har doktor i specialpædagogik Birgit Kirkebæk skrevet Sprogøpigernes historie.

Bøger

Bygningerne står der endnu: fire velholdte gulpudsede længer midt i Storebælt under et knejsende fyrtårn.

I dag et lille stykke idyllisk geografi midtvejs på Storebæltsbroen. Engang et naturligt fængsel midt i Storebælt, hvor flere hundrede kvinder fra 1923 til 1961 blev isoleret og placeret på ubestemt tid - kvinder under åndssvageforsorgen, som blev anset for at være seksuelt og moralsk fordærvede og dermed til fare for samfundet.

Den typiske Sprogøpige blev beskrevet i lægernes journaler som »letfærdig og løsagtig«, hvilket er blevet titlen på en bog, doktor i specialpædagogik, Birgit Kirkebæk, nu har skrevet om ø-anstalten.

Forsvar for samfundets udsatte
Birgit Kirkebæk har skrevet tre andre bøger om åndssvageforsorgens historie. Et emne, hun har kastet sig over, fordi hun mener, at vi i stedet for at pege fingre ad historien, kan holde den op som et spejl over for den måde, vi behandler samfundets svageste på i dag.

»I forhold til den politik man fører over for samfundets udsatte, har vi stadig i dag nemt ved at sige, at der er noget galt med bestemte grupper, frem for at se på om det skyldes opvækstvilkår, manglende arbejdsmuligheder eller lignende.

Jeg ser mange ligheder i datidens professionelle skråsikkerhed, og den måde, vi i dag behandler de udsatte«, siger Birgit Kirkebæk.

Sprogøanstalten blev oprettet i 1923. Første Verdenskrig og revolutionen i Rusland var netop overstået, og der var i samtiden en frygt for, at civilisationen var i fare.

Arbejdsløsheden steg, og man bekymrede sig om den dalende kønsmoral, og en stigning i antallet af kønssygdomme satte fokus på seksuelt aktive kvinder som smittespredere.Samtidig var socialhygiejnens forestillinger fremherskende blandt både læger og politikere.

Man mente, at forskelle i individers, racers og klassers evner skyldtes nedarvede faktorer, og at man kunne vende den uheldige udvikling ved at forhindre visse grupper i at få børn. H.O. Wildenskov, overlæge ved Den Kellerske Aandssvageanstalt, som i 30 år havde opsynet med Sprogøpigerne, formulerer i 1928 opgaven som at forhindre en »tiltagende forøgelse af minusindividerne«.

I denne sammenhæng var svagt begavede kvinder ikke blot potentielle smittespredere af kønssygdomme. Deres seksuelle aktivitet førte også til uønskede børnefødsler - med stor risiko for »degenereret arv«. Værnet mod den usunde børneproduktion var blandt andet Sprogø-anstalten.

Arkitekten bag ø-anstalten var Christian Keller, overlæge ved Den Kellerske Aandsvageanstalt. Han var også manden bag Livø-anstalten, der blev oprettet i 1911 til utilpassede mænd. Til en embedsmand i Undervisningsministeriet skrev Keller i 1919 at øen skulle være opholdssted for:

»... den Klasse af let aandsvage Kvinder, hvis Erotik frembyder en væsentlig Fare i det frie Samfund for Udbredelse af Kønssygdomme og for en Forøgelse af Samfundets aandelige Individer gennem Barnefødsler«.

Et andet argument for oprettelse af Sprogø var økonomisk. I et læserbrev i Politiken i april 1922 skriver formand for den Antropologiske Komité, Søren Hansen, om nødvendigheden af at oprette Sprogø:

»... navnlig fordi det Afkom de bringer til Verden gennemgaaende er af meget ringe Kvalitet« og at ø-anstaltens »vigtigste Opgave netop skal være at formindske den store økonomiske Byrde, som det aandeligt defekte Afkom er for Samfundet , og at den altsaa i det lange Løb skulle betale sig«.

»Kønslig ustyrlig«
Bogen baserer sig på 18 kvinders journaler, med blandt andet diagnoser, breve, retsudskrifter, skolevurderinger samt datidens avisartikler, lægeafhandlinger og lovgivning.

Primært kvindernes seksualitet er i fokus. »Erotomani« og »hyperseksualitet« bliver ofte brugt som begrundelse for indsættelse på Sprogø. Det gælder for eksempel for Sørine, der blev født i 1901 uden for ægteskabet. Sørine havde »flakket omkring« og havde fået barn og blev derfor indsat på Sprogø.

Hun blev beskrevet som »kønsligt ustyrlig«, og blev af en læge, der tilså hende, inden hun kom til Sprogø, anset for at være normalt begavet, men »moralsvag«.

»Hun maa betragtes som et moralsk forkrøblet, degenereret, men hverken sindssygt eller aandsvagt Individ. Hun er ikke berøvet Evner til at bedømme sine handlinger og deres rækkevidde, men hendes uudviklede moralske Følsomhed nedsætter hendes Modstandskraft over for erotiske Tilskyndelser«.

Kvinderne fik foretaget en intelligenstest. Havde de under intelligenskvotient 70 blev de betragtet som klienter til Aandssvageforsorgen. Men ifølge Kirkebæk var de færreste af kvinderne udviklingshæmmede.

»Kvinderne fik forbavsende lav intelligenskvotient, når de blev testet af øens overlæge. De fleste havde gået i almindelig skole, og selv om de færreste havde klaret sig godt, kunne de læse og skrive.

De fleste af dem var ikke åndssvage efter det, vi i dag forstår ved udviklingshæmmede - måske snarere sent udviklede«, siger Birgit Kirkebæk, der også anfører at de intelligenstest kvinderne blev prøvet med var meget boglige.

Om en af de indsatte, Anna, hedder det om hendes evner efter en intelligensprøve:

»Hun kender lidt til Danmarks Historie kender Gorm den Gamle, Valdemar Sejr ... Ad omveje får man ud af hende, at Dannevirke ligger i Sønderjylland ... Hun staver ret godt, kender rigtigt Prisen på alm.Varer, kan strikke strømper, ved ikke hvorledes man faar et Ur til at gaa. Forskel på Dreng og Dværg kan hun ikke angive, da hun overhovedet ikke ved hvad Dværg er. Hun har højst mangelfulde begreber om hvad der tildrager sig i Verdenskrigen«.

Kvinderne kom ofte fra en kæmpe børneflok i dårligt stillede hjem med misbrug, vold og vanrøgt. Ophobninger af tunge sociale problemer i en familie blev taget som udtryk for arvelig belastning og brugt som argument for at skride ind, inden miseren bredte sig. Flere af kvinderne havde været udsat for incest - hvilket ikke blev set som et overgreb, men som en legitimering af diagnosen: allerede som barn havde hun forført fædre eller brødre!

I den bedste hensigt
Sprogø var en blanding af hospital, arbejdsplads og fængsel. Trods det humane i tanken om at tilbyde kvinderne behandling frem for straf, var de anbragt på ubestemt tid og det var overlægen, der bestemte, hvornår de kunne forlade øen igen. Især efter en stramning af steriliseringsloven i 1934, blev det nærmest en forudsætning for at forlade øen, at kvinden blev steriliseret.

Næste skridt mod friheden var kontrolleret familiepleje, hvor kvinden arbejdede uden løn, men hvor familien fik penge af forsorgen for at have hende boende. Herefter kunne en udskrivning komme på tale.

I Sprogø-anstaltens eksistensperiode har der været indsat omkring 500 kvinder på øen - mellem 40 og 50 ad gangen. Der var mange genindlæggelser, dels af disciplinære årsager - pigerne stak af fra den plads de havde fået eller begik kriminalitet - blev gravide eller kunne ganske enkelt ikke klare sig selv.

I journalernes omtale af kvinderne er man ikke et øjeblik i tvivl om, at de professionelle har magten. Overlægens diagnose er ufejlbarlig, og tonen er set med nutidens øjne nedladende og kynisk. Men i samtiden nød de to overlæger Chr. Keller og O.H. Wildenskow, der siden fulgte i hans fodspor, stor anerkendelse både nationalt og internationalt.

»De ville gerne hjælpe pigerne, og de mente, at det var deres faglige opgave at skille fårene fra bukkene. De gjorde det skam i den bedste hensigt! Og samtiden opfattede dem som humane og opofrende mennesker, der tog sig af dem, ingen andre ville ha'«, siger Birgit Kirkebæk, der også drager paralleller til nutidens optagethed af diagnoser og professionelt ufejlbarlighed:

»Der er ingen grund til at tro, at vor tids bedste hensigt er mere human end fortidens. Vi producerer hele tiden nye diagnoser og metoder til at behandle de anderledes«.

I dag er det A/S Storebælt, der ejer Sprogø, men både øen og kvindehjemmet er fredet. Indvendigt er der dog ikke mange spor efter den gamle anstalt: Gymnastiksalen er blevet konferencelokale, pigeværelserne erstattet af kontorer, og der er bygget flere ferielejligheder i de gamle bygninger.

På 1. sal står et lille kammer på to gange to meter dog tomt. Trods den pæne råhvide maling af skrå vægge og træpaneler, er der store kradse- og slagmærker i dørens indvendige side. Værelset var en af de celler på kvindehjemmet, hvor kvinder der ikke opførte sig ordentlig blev spærret inde. Indimellem fikseret med bælter eller muffetrøje og beroliget med indsprøjtninger Det skete ikke hyppigt, men var en del af den disciplinering, man mente var nødvendig.

»Lidet værdifuld børneavl«
Selv om man opfattede åndssvaghed som en uhelbredelig sygdom, forsøgte man alligevel at opdrage kvinderne og lære dem ting. Kvinderne skulle dels hjælpe til i haven og i landbruget, hvor man havde dyr og dyrkede landbrugsvarer, men også oplæres i syning og madlavning. De blev opdraget til kvindelige dyder som renlighed og orden, men til forskel fra normale kvinder skulle de forhindres i det, der ellers var datidens kvinders formål, nemlig at gifte sig og få børn.

Efter en opstramning af ægteskabsloven i 1938 blev det forbudt at mænd og kvinder under åndssvageforsorgen at gifte sig. Justitsministeriet kunne give dispensation efter indstilling fra overlægen.

»Det paradoksale var, at de blev opdraget som kvinder, men man ønskede ikke at de skulle have en tilværelse som kvinder med mand, hjem og børn. De blev opdraget til at være en slags kønsløse arbejdsbier«, siger Birgit Kirkebæk.

Men at kvinderne drømte om at stifte deres egen familie og en borgerlig tilværelse med hus og hjem, vidner de mange breve i journalerne også om. Sterilisering var i så fald ofte et krav.

Et eksempel er Ada, der gerne ville gifte sig med faderen til et barn, hun har fået uden for ægteskab. Lægen Wildenskow indstiller til afslag og skriver om Ada at:

» ...hun er saa aandsvag, at hun ifølge gældende Ægteskabslov er forhindret fra at indgaa Ægteskab, hverken hun eller han egner sig i Virkeligheden til at stifte Familie. Da de begge er aandsvage, vil der være god usigt til en frugtbar og lidet værdifuld børneavl«.

Senere blev Ada steriliseret, men får alligevel stribevis af afslag på at gifte sig med interesserede mænd. Først som 58-årig fik hun lov at gifte sig med sin daværende kæreste - men kun fordi Justitsministeriet gik imod overlægens anbefaling.

Blandt befolkningen gik der mange fortællinger om kvinderne på Sprogø. Ifølge rygtet var øen befolket af vildfarne unge kvinder, som ikke kunne stå for mandfolk.

»Det virkede jo som en magnet - en hel ø fuld af letlevende kvinder, der ikke havde andet i hovedet end sex - det har været fascinerende for mænd udefra«, siger Birgit Kirkebæk.

Det skete at fiskere samlede kvinderne op eller at andre interesserede mandfolk gik i land på øen og havde sex med kvinderne.

Blandt andet er der i bogen en historie om en fyrbøder, der havde drevet jagt på øen. Men åbenbart andet end harejagt, for en af pigerne blev gravid. Manden, som var gift og havde børn, fik en tjenstlig påtale.

Mens barnet blev fjernet fra moderen og sat i pleje, hvor det døde samme år. Barnets skæbne fylder meget lidt i forhold til meget udførlige samlejebeskrivelser, og der står intet om kvindens følelser over for at få fjernet sit barn.

Hvem er nu de farligste?
Ifølge overlægerne gik kvindernes seksuelle drifter langt forud for deres ønske om et almindeligt kvindeliv og moderskabsfølelser, hvilket også gjorde, at kvinderne ifølge overlægerne havde det fint med at blive steriliseret.

Breve i kvindernes journaler, hvor de gang på gang beder om at få lov til selv at passe deres børn, og spørger om hvor børnene er, og hvordan de har det, vidner dog om at kvindernes moderfølelser var intakte.

Kvinderne var på Sprogø i gennemsnitligt syv år - en enkelt i sammenlagt 38 år. Op gennem 1950'erne var belægningen dalende, og den kvindelige læge, der fik opsynet med øen i 1959 mente, at klientellet havde ændret sig, og at øen hørte den gamle forsorg til. Anstalten blev lukket og den sidste Sprogøpige forlod øen i 1961.

Allerede inden anstalten var lukket helt ned, blev øen igen overvejet til et socialt formål. Denne gang til at isolere unge kriminelle. Selv om projektet aldrig blev til noget, lever tanken om at deportere og isolere dem samfundet ikke vil vide af stadig, mener Birgit Kirkebæk:

»Der opstår hele tiden nye grupper, vi gerne vil sende til en øde ø. Hvem er de farligste lige nu? De hiv-smittede? De kriminelle flygtninge? Misbrugerne? Ideen dukker op igen og igen, ofte uden historisk bevidsthed. Derfor er det vigtigt hele tiden at se kritisk på, hvem det er vi gerne vi være foruden, og hvordan vi legitimerer vores behandling af dem«.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce