Arkivtegning: Claus Nørregaard

Jeg voksede op med forestillingen om, at vi er blevet klogere og aldrig vil vende tilbage til Anden Verdenskrigs ondskab og folkemord. Hvad gik galt?

Som 11-årig trøstede jeg mig med, at ’aldrig mere’ var en ubrydelig aftale. Det kan jeg ikke længere

Arkivtegning: Claus Nørregaard
Lyt til artiklen

Det sker nogle gange i løbet af et liv, at man får mulighed for at forstå noget nyt, erkende nogle sammenhænge eller blive opmærksom på, at den måde, man troede, verden (enten den nære eller den store) hang sammen på, var mangelfuld eller decideret forkert. Jeg var 11 og gik i 5. klasse, første gang en af disse indsigter kom til mig.

Min veninde og jeg læste en bogserie af Lica Weis Næraa skrevet til børn om drengen Leon, der voksede op i den jødiske ghetto i Warszawa under Anden Verdenskrig. Det var første gang, jeg blev konfronteret med Holocaust, og det var ikke mindre end en jordrystelse i min lille verden at blive bekendt med det faktum, at der i Europa var blevet slået seks millioner mennesker ihjel, og at grunden til, at disse mennesker var blevet slået ihjel, alene skyldtes, at de var jøder.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her