»Vi er ude af træning med at forbinde vores liv med Guds nærvær. Det er også derfor, vi viger tilbage for at takke Ham, når der bliver sået i vores liv«. Omtrent sådan afsluttede sognepræst Kathrine Lilleør sin prædiken i Sankt Pauls Kirke i København sidste søndag efter at have talt med udgangspunkt i kirkeårets tekst, Markusevangeliet 4, 26-32.
Det er ikke første gang, jeg hører Kathrine Lilleørs udlægning af bibeltekster. I løbet af det sidste års tid er jeg søndag efter søndag gået fra kirke til kirke for at lytte til nye præsters eksegeser, oplevet ny liturgisk ’dans’ i rummet, en ny menigheds sang eller brummen, en ny organists mere eller mindre virtuose spil. Og næsten hver gang er jeg trådt ud af kirken igen med en fornemmelse af at være blevet tanket op i ånden, men ikke mindre forvirret i min tro.
