Politiet vil i den næste tid sende breve til 887 borgere i hele landet, fordi deres private billeder er blevet delt uberettiget.
Det oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Der er primært tale om private billeder af intim og seksuel karakter. En 25-årig mand fra Hillerød er sigtet for blufærdighedskrænkelse samt uberettiget deling af billederne i den omfattende sag.
Ifølge Nordsjællands Politis oplysninger er den sigtede administrator af det mappesystem, hvorfra billederne er blevet delt.
Han har formodentlig fået tilsendt billederne fra andre eller selv fundet dem via internettet og sociale medier, hvorefter de er blevet lagt i mapper på digitale platforme, der har fungeret som en form for ’byttebørs’.
Sagen bliver efterforsket som blufærdighedskrænkelse.
Hvis ens billeder er involveret i sagen, og man ønsker, at politiet også retsforfølger manden for at dele billederne uberettiget, er der kontaktoplysninger til politiet i det brev, man modtager fra politiet.
ritzau
fortsæt med at læse




























