Højreekstremisme i Aalborg: Dukker indsmurt i rød farve blev efterladt på jødisk kirkegård.

Hærværk på jødisk kirkegård giver et års fængsel

Lyt til artiklen

Hærværk mod den jødiske kirkegård i Aalborg har fredag givet en straf på et års ubetinget fængsel til en 29-årig mand.

Det oplyser Nordjyllands Politi.

I dommen afsagt af Retten i Aalborg indgår dog også reststraf fra en tidligere sag, oplyses det i en pressemeddelelse.

Forbrydelsen indebar ifølge tiltalen en overtrædelse af den såkaldte racismeparagraf i straffeloven, idet jøder blev hånet og nedværdiget på grund af deres tro.

Det var i april, at der blev malet rød farve, som skulle forestille blod, på murværket ind til kirkegården. Desuden blev dukker indsmurt i rød farve efterladt både inden for og uden for kirkegården.

På stedet var der løbesedler fra den højreekstremistiske bevægelse Nordfront.

Aktionen blev omtalt på bevægelsens hjemmeside, og her var der ifølge anklagemyndigheden tale om propaganda i strid med straffelovens paragraf 266, som forbyder trusler og hån mod en gruppe for eksempel på grund af dens tro eller etnicitet.

I en lignende sag fra Randers i 2019, hvor 84 gravsten blev væltet på en jødisk kirkegård, blev to andre mænd med forbindelse til den højreradikale gruppe ligeledes dømt.

Her blev den ene idømt fængsel i ni måneder, mens den anden blev straffet med et år.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her