Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Østre Landsret afviser at se med lige så milde øjne på to drab, som byret gjorde i efteråret.

41-årig idømmes livstid for drab på sine børns mødre

Lyt til artiklen

Da 41-årige Martin Degn Christensen i efteråret blev dømt for med kort tids mellemrum at have dræbt to kvinder, lød straffen på 16 års fængsel. Men onsdag er straffen sat op til fængsel på livstid.

Østre Landsret har nemlig vurderet, at de to drab tilsammen var så grov en forbrydelse, at det skal sanktioneres med lovens strengeste straf.

Ved Retten i Næstved vurderede retsformand Line Bjørklund og hendes to domsmænd i efteråret, at der var formildende omstændigheder i sagen. Derfor valgte man at straffe med fængsel i 16 år.

Udgangspunktet i drabssager, hvor der er to eller flere ofre er ellers fængsel på livstid. Og det er da også, hvad man er nået frem til i landsretten.

Det var Statsadvokaten for København, som valgte at anke byretsdommen til Østre Landsret.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her