Det store byggeprojekt på Amager Fælled er løbet ind i alvorlige udfordringer. Planklagenævnet har beordret projektet indstillet med øjeblikkelig virkning.
Nævnet vurderer, at der kan ske »uoprettelig skade« i forhold til de beskyttede arter eller beskyttet natur, hvis byggeriet fortsætter. Beslutningen er ikke endelig, men skal give nævnet tid til at se nærmere på de miljøskader, byggeplanerne kan forårsage. Det var en klage fra Danmarks Naturfredningsforening, der nu har sat et af Københavns mest omstridte byggeprojekter i stå.


























