Timelang venten og bøvl med at få adgang til at booke tid til vaccination martrede regionerne, da de første stik blev gjort tilgængelige for offentligheden i begyndelsen af året. Men siden er der kommet langt bedre styr på logistikken og infrastrukturen, og i Region Hovedstaden har 81 procent af alle inviterede borgere nu fået første stik eller booket en tid.
Regionen ønsker dog at stikke i endnu flere arme på de resterende 280.000 borgere, der endnu ikke har reageret på invitationen. Derfor åbnes der fra mandag 16. august for vaccination uden tidsbestilling i alle regionens vaccinationscentre hver dag mellem 9 og 18. Tiltaget vil blive indført parallelt med tidsbestillinger, som stadigvæk vil køre videre, og borgere med reserverede tider mister altså ikke deres tid.




























