Opmærksomheden i offentligheden har været til at overse. Men et podcastinterview hos Ekstra Bladet med Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, har for alvor fået andre borgerlige partiledere til at spidse ører.
Mens Liberal Alliances partileder, Alex Vanopslagh – måske en kende spydigt – roser hende for være »blevet en del af politikerstanden i Danmark«, mener DF-formand Kristian Thulesen Dahl, at Vermund, der tidligere med bastante krav til en statsminister har brystet sig af ikke at være som politikere generelt, er blevet afsløret i et decideret »tæppefald« i interviewet.



























