Formand for Brandfolkenes Organisation har sagt til beskæftigelsesministeren, at han vil følge sagen til dørs.

Brandfolk er positive efter møde med minister om giftigt stof

Foto: Liv Møller Kastrup
Foto: Liv Møller Kastrup
Lyt til artiklen

Formanden for Brandfolkenes Organisation (BO), Keld Rasmussen, er positiv, efter at han torsdag har haft et møde med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) om, at brandfolk selv har skullet betale for at blive undersøgt for det giftige stof PFOS.

»Vores beskæftigelsesminister var meget lyttende i forhold til de ting, vi foretager os i vores erhverv, og ville imødekomme os på stort set alle punkter«, siger han.

Formanden siger, at han dog ikke er blevet lovet noget konkret om, hvorvidt og hvornår brandfolkene kan få taget blodprøve for at se, om de har PFOS i blodet. Og få betalt blodprøven. Hidtil har brandmændene ifølge BO fået oplyst, at de selv skal betale 2000 kroner for testen.

»Vi vil holde et skarpt øje med, at det her bliver fulgt helt til dørs, og det har jeg sagt til ministeren«, siger Keld Rasmussen.

Om en måned vil Keld Rasmussen vende tilbage til beskæftigelsesministeren for at sikre sig, at det bliver gjort.

I Korsør har borgere spist kød fra kvæg forgiftet med PFOS. Det stammede fra en nærliggende brandskole, hvor der blev brugt skum med PFOS i frem til 2011, hvor det blev forbudt at bruge.

Køer fra Korsør Kogræsserforening gik på en nærliggende mark i årevis og indtog stoffet gennem græsset. Giften spredte sig på samme måde til aftagerne af oksekødet.

Der blev taget blodprøver af kogræsserforeningens medlemmer, og de viste stærkt forhøjede værdier af PFOS.

Brandfolkenes Organisation betegner sig selv som en upolitisk fagforening for brandfolk.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her