Både hos Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og regeringens støtteparti SF medfører det hævede øjenbryn, at uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) har valgt at give posten som bestyrelsesformand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) til en chefredaktør for et medie, der har valgt ikke at have overenskomst for sine medarbejdere.
»Det er ministerens beslutning, men jeg er da ærgerlig over, at valget er faldet på en person fra et medie uden overenskomst. Når man får ansvaret for fremtidens journalister, antager jeg da, at man også er optaget af, at de kommer til at arbejde under ordnede forhold på deres fremtidige arbejdspladser«, lyder det i en kommentar fra formand for FH Lizette Risgaard.


























