Artiklen er opdateret kl. 16.40, efter at kvinden er blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Endelig kom hun ind gennem døren til lokalet i retten på Frederiksberg. Den ene af tre længe ventede kvinder, som i løbet af natten blev evakueret fra en IS-fangelejr i Syrien og fløjet til Danmark. En slank 32-årig kvinde, mor til to børn, klædt i grøn hijab, sneakers, mørke løse benklæder og et mundbind for underansigtet, så kun hendes øjne var synlige.
De lyste op, da hun tværs gennem lokalet fik øjenkontakt med sin mor, som sad på første række blandt tilhørerne.
Forinden var en betjent kommet ind gennem døren med en papkasse med dokumenter. Forsvareren, Amalie Starch, havde bedt om to minutter med sin klient, og blev henvist til et sideværelse.
Derefter kunne den 32-årige kvinde sætte sig i vidnestolen. En meter fra sin mor. Klokken var 13.40. Grundlovsforhøret kunne begynde. Tre timer kom afgørelsen: Kvinden er ifølge Ritzau varetægtsfængslet i fire uger. Tidligere på eftermiddagen blev to andre kvinder fængslet af en dommer i Kolding og Esbjerg.
Sigtet in absentia i juni
Ifølge anklageren, Søren Harbo, er kvinden sigtet efter straffelovens terrorbestemmelser 114 e og 114 j, for at have tilsluttet sig Islamisk Stat og for at have overtrådt det danske forbud om indrejse i konfliktområder ved at have opholdt sig i Raqqa og Al Bukamal efter forbuddets ikrafttræden i 2016.
Anklageren henviste til, at kvinden i et lukket grundlovsforhør 7. juni var blevet sigtet in absentia, at der ved den lejlighed blev nedlagt navneforbud, og at han ville begære dørene lukket til for resten af grundlovsforhøret.
»Nu skal vi først høre, om sigtede vil afgive en forklaring, og jeg kan godt sige for åbne døre, at hun hidtil har valgt ikke at ville forklare sig«, sagde Søren Harbo.
Han henviste til, at der er tale om alvorlige anklager, og at der er vidner, som skal afhøres.
»Det er sådan, at der er forklaringer, der ikke skal komme til vidnernes kundskab«, sagde han og henviset blandt andet til elektroniske beviser.
Forsvarer: Har ikke noget at skjule
Forsvareren, Amalie Starch, protesterede mod kravet om dørlukning.
»Der er fra offentligheden stor interesse for sagen, det bør der også tages hensyn til. Min klient har ikke noget at skjule og hun er i forvejen tilstrækkelig beskyttet af navneforbuddet«, sagde Amalie Starch.
Hun forklarede, at den 32-årige kvinde nægter sig skyldig, og at hun ikke vil afgive forklaring i dagens retsmøde.
Dommeren afgjorde, at der er hensyn at tage til sagens videre efterforskning, og han valgte derefter med henvisning til den alvorlige sigtelse, at lukke dørene for resten af retsmødet.
De mange fremmødte medier, den sigtedes mor samt blandt andre advokat Knud Foldschack, der er partsrepræsentant for kvinden og foreningen Repatriate the Children måtte forlade lokalet. Foldschack ønskede efter afgørelsen ikke at udtale sig, skriver Ritzau.
fortsæt med at læse


























