En bilist kørte ifølge politiet over i modsatte vejbane og påkørte træer. Han døde på stedet.

29-årig mand dør i soloulykke nær Kjellerup

Lyt til artiklen

En 29-årig mand er mandag morgen afgået ved døden efter en trafikulykke nord for Kjellerup i Midtjylland, oplyser indsatsleder Allan Baltzer-Aaes fra Midt- og Vestjyllands Politi til Midtjyllands Avis.

Ifølge politiet skete uheldet kort efter klokken 6.00 på Kjellerupvej. Her kørte manden »af uforklarlige årsager« over i modsatte side af vejen. Der stod der en del træer, som han angiveligt påkørte. Den 29-årige mand var alene i varebilen.

Vidner, der kørte bag ved varebilen, ringede til 112. Ambulancereddere forsøgte kortvarigt at genoplive manden, men hans liv stod ikke til at redde. Manden var ifølge politiet død på stedet. Der var ingen andre biler involveret i uheldet.

Allan Baltzer-Aaes siger til Midtjyllands Avis, at varebilen kørte med normal hastighed – cirka 80 til 90 kilometer i timen.

Efterlyser flere vidner

Midt- og Vestjyllands Politi er i gang med at undersøgelser på stedet for at forsøge at finde ud af, hvordan ulykken skete.

»Men vi kan endnu ikke sige, hvor den 29-årige mand kørte af vejen«, siger Allan Batzer-Aaes til TV Midtvest.

»Vi har afhørt det ene vidne, der har været i sagen, men vi vil meget gerne i kontakt med eventuelle andre vidner, der kan have set varevognen køre herude på Kjellerupvej tidligt i morgen«.

Den 29-årige mands pårørende er underrettet.

I løbet af morgenen og formiddagen har hovedvejen desuden været spærret på grund ulykken. Vejen er igen åben for trafik, skriver TV Midtvest.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her