Udskænkningsbranchen har selv nedfældet reglerne for at sikre et ansvarligt alkoholforbrug blandt kunderne: Markedsføring af alkohol »må ikke opfordre til et stort eller umådeholdent forbrug«, må ej heller »virke påtrængende eller særligt overtalende« eller »give indtryk af, at et vist forbrug kan give succes eller forbedre forbrugernes formåen«.
Alligevel har Politiken kunnet påvise, hvordan nattelivsbranchens dominerende aktør, barimperiet Rekom, trods afgørelser i Alkoholreklamenævnet har fortsat sin onlinemarkedsføring af drukkoncepter, de såkaldte challenges, hvor de typisk unge gæster præmieres for at drikke eksempelvis 10 fadøl – op mod 15 genstande – på få timer.


























