Ifølge mails advarede embedsmand over få måneder både Justitsministeriet og Udlændingestyrelsen om ulovlighed.

Jurist advarede ministerium og styrelse om ulovlig ordre i asylsag

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

En dag eller to, efter at jurist Adam Abdel Khalik i juni 2016 er begyndt i sin nye stilling i Udlændingestyrelsen, deltager han i et kontorarrangement på Amager med høvdingebold for at ryste medarbejderne sammen.

Adam Abdel Khalik benytter lejligheden til at tale med sin nye chef, og her kommer de ind på overvejelser omkring håndtering af adskillelse af asylpar, hvoraf mindst den ene er mindreårig.

»Jeg troede egentlig, at det her var passé, og at det var afsluttet. Det gik så op for mig, at det var det jo langtfra«.

»Der var stadig par, som var adskilt efter instruksen«, siger han mandag, hvor han afgiver forklaring i rigsretssagen mod tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.

Hun er tiltalt for at have givet en ulovlig instruks om, at alle parrene skulle adskilles.

Grunden til, at Adam Abdel Khalik på det her tidspunkt kender til sagen, er, at han fire måneder tidligere som ansat i Justitsministeriet har været inde over et svar, som skulle gives til Jyllands-Posten, der retter henvendelse om ordningen.

Han husker, at han under kontorarrangementet siger til sin nye chef, at man efter hans vurdering var i færd med at begå lovbrud.

»Jeg fik sagt, at den ordning er klart ulovlig, og at de her par under alle omstændigheder skulle bo sammen«, forklarer han.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her