Grete Carstensen husker tydeligt, hvornår hun første gang hørte om planerne om et knap to kvadratkilometer stort solcelleanlæg på markerne rundt om hendes landsby. Hun er formand for borgerforeningen i landsbyen Ålsrode i Norddjurs Kommune.
»Jeg blev ringet op af en landmand, som havde en flok mennesker gående rundt på sin mark. De havde fortalt, at der skulle anlægges et solcelleanlæg. Bagefter kunne vi finde det i en udvalgsdagsorden. Det var sådan, vi hørte om det, og vi blev forundret over at få det trukket ned over hovederne. Det bliver forfærdelig synligt, vi kalder det visuel forurening«, siger Grete Carstensen, som i dag er i front for protestgruppen Solcellepark Kejsegården – Nej Tak.




























