En kvinde med fem børn skal fortsat sidde fængslet i sag om terrorstøtte. Hun erkender sig skyldig.

Mor til fem er hentet hjem fra Syrien. Nu erkender hun terrorstøtte

Mette Grith Stage er forsvarer for den 34-årige kvinde. (arkivfoto) Foto: Ivan Boll
Mette Grith Stage er forsvarer for den 34-årige kvinde. (arkivfoto) Foto: Ivan Boll
Lyt til artiklen

En mor, der er hjemtaget fra en fangelejr i Syrien, har torsdag i Retten i Esbjerg erkendt sig skyldig i støtte til terrororganisation og ulovligt ophold i Syrien.

Det fortæller den 34-årige kvindes forsvarer, advokat Mette Grith Stage.

Torsdag har retten skullet tage stilling til, om kvinden fortsat skulle sidde varetægtsfængslet i sagen, og om hun kunne fængsles under mildere forhold.

Mette Grith Stage har ønsket, at det kunne ske på et mor-barn-hjem. Men det er blevet afvist.

»Det er ikke noget, som anklagemyndigheden vil gå videre med, og det er heller ikke noget, som retten har fundet anledning til at pålægge anklagemyndigheden at gå videre med«.

»Anklagemyndigheden mener ikke, at det her er en sag, hvor der er en reel mulighed for en surrogatanbringelse, fordi det er en så alvorlig sag«, siger Mette Grith Stage.

Retsmødet er endt med, at kvinden, der er mor til fem, skal sidde fængslet i yderligere fire uger - altså frem til 2. december.

En times samvær med børnene om ugen

Selv om hun fortsat skal sidde varetægtsfængslet på almindelige vilkår, har hun mulighed for at se sine fem børn. Man har som fængslet ret til en times samvær.

»En time om ugen er ikke meget, når man har fem børn«, lyder det fra forsvareren.

Kendelsen om varetægtsfængsling er ikke kæret til landsretten.

Kvinden er en af tre kvinder fra syriske fangelejre, der natten til den 7. oktober landede på dansk jord. De blev alle anholdt, og de er blevet fremstillet i grundlovsforhør i forskellige dele af landet.

Mens denne 34-årige kvinde har været for Retten i Esbjerg, gik en 37-årig kvinde i mandags med til frivilligt at forlænge sin varetægtsfængsling i fire uger, altså frem til 29. november.

Den tredje kvinde skal i et retsmøde ved Retten på Frederiksberg torsdag eftermiddag.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her