Mødet finder sted, efter at statsministeren på pressemødet i går bad sygeplejerskerne yde en ekstra indsats.

Mette Frederiksen skal mødes med formand for vrede sygeplejersker

Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det har vakt vrede hos landets sygeplejersker, at statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde mandag aften bad dem yde en ekstra indsats den kommende tid.

Og tirsdag eftermiddag skal Mette Frederiksen så mødes med formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen. Det skriver Dansk Sygeplejeråd på Twitter.

Grete Christensen repræsenterer de sygeplejersker, som længe har kæmpet for bedre løn- og arbejdsforhold.

Det fremgår dog ikke af tweetet, hvad mødet præcist kommer til at dreje sig om.

Pressemødet mandag aften kom efter en tid med støt stigende coronasmitte.

Og selv om Mette Frederiksen anerkendte, at sundhedspersonalet allerede har travlt, lød den klare besked alligevel:

»Danmark har igen brug for jer. Jeg beder jer om, at I yder ikke bare en indsats, for det gør I fuldt ud allerede. Men også en ekstra indsats igen«.

I sommer nedlagde sygeplejerskerne arbejdet, indtil regeringen i slutningen af august lavede et lovindgreb, som afsluttede konflikten. Det skete, efter at konflikten havde varet i ti uger.

Indgrebet betyder, at sygeplejerskernes løn vil stige 5,02 procent over de næste tre år. Det er den samme lønstigning, som blev vedtaget i februar til andre ansatte i kommunerne og regionerne.

Statsministerens bøn til sygeplejerskerne har provokeret støttepartierne SF og Enhedslisten.

Partiernes sundhedsordførere, Peder Hvelplund (EL) og Kirsten Normann Andersen (SF), mener, at regeringen straks skal finde penge til at give sygeplejerskerne en højere løn her og nu.

Mødet mellem statsministeren og Grete Christensen finder sted klokken 16.00.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her